lørdag den 4. august 2012

Jeg er nogens mor

Sad med Prins Arthur i nat. Bæstet havde vendt rangen ud på sig selv i et vræl, der kunne vække samtlige hørehæmmede pensionister på vejen. Sad og rokkede frem og tilbage som senilt gammelt spøgelse i mørket og messede selvopfundet 'sov nu'-sang og følte mig meget lidt børnevenlig. Vrælet var åbenbart straffen for at have medbragt 30 dage gammel baby på strøgtur og derfor havde skubbet måltid en halv time... Denne vovede satsning bragte ham så meget ud af synk, at han foretog forvandligen 'nem baby' til 'baby med vildt og anklagende blik i øjnene'. Den nyforvandlede baby spiste hele tiden af skræk for igen at blive sultet af ansvarsløs mor, og blev utilregnelig, når der ikke var mavekapacitet til nye, store mængder mælk non-stop. Efter sådan en dag ved man, at natten bliver en af den slags fester, man egentlig ikke har lyst til at deltage i, men hvor man alligevel pludselig befinder sig syngende og dansende og vældig meget som deltager.

Og mens jeg sad der og forsøgte at stirre Prinsen i søvn, gik det op for mig. Jeg er nogens mor. Jeg er også nogens kone - men ikke mere end at der nu ligger 3,5 kg stædig og håndgribelig kærlighed i mellem os. Og selv, når den ikke ligger der fysisk, kan jeg akkurat nå at ligge mig til rette i varme og stærke arme, førend at der er tilkaldevagt og akut nødopkald fra liften.
Jeg ved nu, at antallet af tsk NestCafé i koppen er proportionelt stigende med manglende timers sammenhængende søvn, og at man ikke nødvendigvis bemærker, når gylp løber ned af ryggen...
Men det er ok. Vi har jo valgt ham. Og jeg håber ikke, at han fortryder, at han valgte os.

Jeg er jo nogens mor.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar